I det Røde Hjørne

“En ung håbefuld kunstner (med maske) stod udenfor til efterårsudstillingens¹ fernisering og malede et billede. Her fortæller den skotsk/danske multikunstner hvorfor.”

Hekla Hekla²

 

Den 11. september husker jeg tilbage på forrige år, hvor jeg indsendte fem biografiske portrætter til KE. Alt hvad jeg indsendte blev afvist uden mulighed for tilbagemelding.
Jeg fortrød kraftigt, at jeg havde givet min tillid og mine dyrebare penge til et ‘blindt’ dommerpanel. Jeg var vred og dybt skuffet. I 2013-14 brugte jeg over 200 timer på at male det mest gennemførte og udfordrende portræt jeg måske nogensinde maler – et portræt af en tidligere afvist dansk kunstner, nu særdeles kendt og med stigende respekt fra kunstscenen. Maleriet hentyder til mange af hans spøjse ideer og karaktertræk, udført ned til den mindste detalje, som også han gjorde det. Skælmskheden og stædigheden skulle fanges i blikkets udtryk. Maleriets bagside blev også anvendt som lærred, fordi det var i hans ånd at gøre sådan noget. Det er sådan et portræt man ikke kan male med mindre man har kærlighed, forståelse og en stor begejstring for emnet. Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at prøve en sidste gang at komme ind på KE på baggrund af det her værk.

 

Det er den 18. september, Skotlands afstemning om selvstædighed, og jeg sidder i Edinburgh velvidende at hele verdenen – og Bornholm – vender blikket mod os for at se hvad de næste timer vil betyde for Storbritanniens fremtid. Det er også i dag jeg hører dommen fra KE om mit værk. Jeg slår op på hjemmesiden med lidt sommerfugle i maven. Men det, der møder mit blik, er endnu en sølle, udtryksløs, fjendsk rød prik! Ikke en eneste dommer anerkender mit værk. Jeg er mærkelig nok tom for rigtig vrede, for jeg mærker en kampklarhed i mig, man kun får når man er trængt op i en krog, og jeg accepterer ikke udfaldet i år. Min hjerne knurrer med ideer til hvordan jeg kan omdanne skuffelsen til en ny og passende kreativ respons – og et bevis på at traditionelle malere sagtens kan klare et mere spontant, moderne udtryk hvis nødvendigt.

 

I dag, d. 24. september, henviser et familiemedlem i DK mig til en artikel journalist Nils Thorsen³ har skrevet, netop om afslag. Den inspirerer mig yderligere til at gennemføre min idé. Jeg vil gå KE i møde lige så ansigtsløst som min egen afvisning var, og laver derfor en gipsmaske. Jeg kaster en tanke til Peter Smeeth som malede “The Artist’s Fate” med dæmoner, der står om ham med hvide masker på, mens de udmagrer ham for alt hvad han indeholder. Mit eget vragede maleri laver jeg en kopi af med den hensigt at hænge det op udenfor KE på ferniseringsdagen.

 

Medur fra toppen: Protestmaleren, Frelloist detaljer, Maleriet som blev malet udefor Den Frie.

Den 3. oktober er jeg tilbage i København og mødes med en ven som hjælper mig blive klar. Han foreslår, at jeg tager titlen fra Thorsens artikel; “Nej tak, Ikke noget for os. En ommer”, og skriver det med store bogstaver hen over mit afviste maleri. Jeg laver også en postkasse, hvori folk kan sende deres kontaktoplysninger, hvis de vil starte noget nyt – nu når forskellen på Den (engang) Frie og Charlottenborg ikke længere kan tydes.

 

Kl.16.40. Min ven sætter mig af uden for Østerport Station. Min kuffert skjuler mit protestmateriale, staffeli, lærred, min kedeldragt og maske. Jeg kigger mig om og ser en tigger sidde ved udgangen til Østerport St. Jeg har længe villet samarbejde med dem, der bruger gaden, så jeg spørger ham om han, mod betaling, vil hænge maleriet og postkassen op for mig på vejskiltet uden for Den Frie. Det vil han meget gerne og ryger afsted inden jeg rigtig når at give ham de sidste instruktioner.

 

Kl. 17.30. Min nye kollega passer også på min kuffert, mens jeg tager en hurtig tur rundt på KE for at se udstillingen. Det ser altomfattende ud, synes jeg. Der er en slags business-bod der hedder Guilty, der er maleri, foto, film og installation, men standarden intimiderer mig ikke.

 

Kl.18.00. Jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om udstillingen, for jeg hører ikke hjemme derinde. På vej ud af bygningen ser jeg at protestmaterialet er blevet fjernet. ”Nå,” tænker jeg, ”det kunne ‘de’ ikke lide” – og hvis nogle har givet mig deres kontaktoplysninger, er de nok blevet skrottet nu. Men protestaktionen er ikke færdig. På Østerport St. finder jeg en stille afkrog, klæder om, tager masken på og tvinger mig selv over midterrabatten, hen til yderkanten af fortovet foran Den Frie. Jeg begynder at stille staffeliet op blandt cyklerne, men bliver hurtigt stoppet af en høj mand med en smal ørering. Han begynder at spørge mig hvad min hensigt er, og om det var mig, der hang maleriet op. Teknisk set var det ikke, men masken hindrer mig i at svare. Jeg mimer om at få et stykke papir at skrive på. Den høje mand bliver frustreret og beder mig derefter gå længere væk, da det ikke er fair overfor de udstillede kunstnerne, at jeg kommer og stjæler opmærksomheden. Jeg takker masken for hjælpen og vender ryggen til Den Frie – og krydser igen vejen hen til midterrabatten, hvor jeg tilsyneladende hører hjemme.

 

Kl.19.00. Nogle KE-gæster kommer nysgerrigt over for at se, hvad der sker udenfor. En kvinde tager et billede af mig med mine pensler flettet mellem fingrene og røde og hvide lamper i baggrunden. Flere røde prikker – hvor passende.

 

Kl. 19.40. Ikke længe før lukketid kommer en mand over til mig. Han har rockerfrisure, men en venlig udstråling. Han spørger høfligt, om han må tage et billede. Jeg nikker. “Er du censor?” spørger jeg ham inden han når at smutte igen. “Ja, det er jeg, men det er ikke mig der står for … altså, hvis du vil have noget feedback, kan jeg godt give dig det,” siger han på en lidt forfjamsket måde. Jeg er ikke klar over, at han tilbyder feedback uden værket foran sig, og spørger i stedet, om han vil hjælpe mig med at få mine konfiskerede ting tilbage. Hvor bøvlet selv at bestige trapperne iklædt maske og med en kæmpe kuffert i slæb, tænker jeg. Manden og en kvindelig kollega kommer tilbage med mine ting kort efter. Jeg takker for hjælpen med brug af fagter, nu når jeg ikke kan smile. Censoren, som jeg senere forstår hedder Torben Sangild, virker endnu mere genert nu end før og undgår mit maskerede blik. Hun forsøger at gennembore mig med sit. Torben og kvinden går hurtigt igen, og muligheden for tilbagemelding forsvinder. Men kan jeg stå midt i min demonstration og høre hvorfor mit billede ikke lige var noget for dem? Det at ramme censorens ‘smag’ er lidt ligesom at prøve at made en person med bind for øjnene. Man ved nogenlunde, hvor munden er, men man risikerer at ramme øjet. Jeg er ikke interesseret i at prøve at ramme munden. Min deltagelse har givet mig det nødvendige bevis på, at lige meget hvor gennemført det er, er der simpelthen visse genrer, der bliver nedtrampet af den danske kunstscene. Ovenikøbet er der en accept fra andre kunstnere omkring det. Ikke længere af mig. Jeg kræver at KE står til regnskab for deres censureringsmetode.

 

Kl.0.30. Der er en mærkelig uro i mig i nat. Optakten til min protest startede den 18. september under Skotlands afstemning om selvstændighed. I dag har jeg erklæret mig uafhængig af det ‘fine selvskab’. Og jeg ønsker heller ikke at blive styret af et kommercielt galleri. Jeg befinder mig i midterrabatten.

 

Den 22. oktober kan man tage på Den Frie for at høre nogle kunstkyndige fortælle om deres favoritværker på KE. Hvis der var noget vigtigt at vide, ønsker jeg at vide det. Kunstværkerne på udstillingen får kommentarer fra panelet så som: “jeg kan lide at man skal selv lægger vildt meget til” og “hvem finder på at skubbe en plante i potte ind i ler, hænge det op på en væg og kalde det et maleri? Det er originalt.” En anden fra panelet kan lide enkeltheden eller malerstrøgene eller skrøbeligheden i et værk. Det er en smule tamt det her, tænker jeg og bliver faktisk skuffet.
Men Thomas Skovgaard og Søren Mühldorffs businessbod virker interessant. ‘Guilty, vi ta’r skylden’ er en fake business, der tager skraldet – en slags ‘Jesus’ business, måske. Ideen er ret morsom og vækker samtidigt opmærksomhed på menneskets behov for at fralægge sig al skyld. Koncept med kød vil jeg gerne se mere af. Bagefter falder jeg i snak med en af de udstillende kunstnere. Hun regner ud at det er mig, der står bag protestaktionen. “Jeg læste om det mindst et sted,” siger hun. Derhjemme finder jeg et par referencer. Hekla Hekla, som tog maskefotoet kommenterede på KEs Facebook side: “… Jeg har fået lov til at se den anonyme kunstners afviste værk og må sige hun efter min mening har et stort malerisk talent blandet med en evne til at fortælle en historie – om en anden afvist kunstner fra vores fælles kulturskat, som nu er højt velanset. Er KEs udvalg så et udvalg af det bedste talent på den danske kunstscene eller blot et billede på et udvalgs forsmag? Og tilbage står den evige diskussion: Hvad er talent?”

 

Det spørgsmål træder endnu mere frem når jeg ser at titlen på en artikel i kunsten.nu, som også nævner protestaktionen, modigt nok hedder “Smagsdommeri”. Det er Sangild, der står bag den. I sidste afsnit, Pris og Protest, har han skrevet om vores samtale og giver en forklaring på hvorfor indsendte værker bliver vurderet som de gør. Jeg undrer mig dog over, at kreative mennesker ikke kan finde en løsning på en domsmetode som i følge Peter Michael Hornung⁴ har produceret en middelkvalitets udstilling.
Han siger nemlig, “man kan godt placere noget af forklaringen hos de mange kunstnere på hel-eller deltid, der aldrig sender værker ind til KE, fordi de ikke ønsker at blive censureret.” Det lyder meget sandsynligt tænker jeg, for jeg har nu søgt for sidste gang.

 

Den. 1. november. Morten Bo⁵ opfordrer mig til at blive ved med at røre rundt i andedammen efter at have læst Torbens artikel. Der er åbenlyst genmangel i den indspiste og navlebeskuende dialog, der har nået sit klimaks i udlandet på Hayward Gallery⁶, London. Her har ‘kejseren’ forbløffende nok fået lov til at udstille hele 50 af sine usynlige nye klæder. Det koster £8 at ‘se’ dem. Er vi kunstnere blevet helt til grin? Herhjemme er vi også på kurs mod nulpunktet og kvæler åbenbart dem, der går i en anden retning af en så krænkende og overlegen domsmetode som KEs, og KE er langt fra enestående.

 

Kan vi ikke snart se ‘OG’ kunst? Det er kunst, der har en original idé OG håndværk OG indhold. Sagt på anden vis; kunst der bruger håndværket på en kreativ og original måde, for at kommunikere et budskab, et spørgsmål eller en udfordring. Tænk hvis respekten for kunstens stemme kom tilbage og seriøse kunstnere kunne gå verden stolt i møde med et redskab der med stort og småt kan opnå hvad politikere og penge ikke kan? Mit portræt talte én mands sag, min protestaktion talte 372 vragede kunstners sag, men der er rigeligt med emner, der skriger efter kunstnerens opmærksomhed – ikke plat chokkunst, men intelligent udforskende kunst, der fremmer dialog i en navlebeskuende verden. Jeg vil opfordre til en ny start med en ny kunstfilosofi. Den Frie var svaret på Charlottenborg. Hvor finder vi svaret på Den Frie? Måske ude på gaden blandt folket. Måske lige der i midterrabatten.⁷

 

¹Den Frie: startet af Rohde og Willumsen i 1891, huser Kunstnernes Efterårsudstilling (KE).

²Hekla Hekla: forfatter, powercoach og amatørfotograf med en fortid som kunstner/stentrykker.

³Nils Thorsen: forfatter og journalist ved Politiken.

⁴Peter Michael Hornung: uddannet kunsthistoriker, kunstanmelder, forfatter og redaktør ved Politiken.

⁵Morten Bo: fotograf, forfatter og leder af Danmarks fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana

⁶ Hayward Gallery: et galleri, der i år udstillede en samling af usynlige værker ‘lavet’ af kendte kunstnere.

⁷Kontakt North på 33 11 15 61 hvis du vil vide mere.